HS M042 1170x300

 

Ta´ med ud i Rummet!

I anledning af vores udstilling på Kolding Bibliotekerne i uge 12 -2015 har vi fået lavet et par plakater, hvilke vi gerne vil vise jer.

Plakaterne kan købes direkte hos os.
Skriv til vores kasserer og aftal nærmere.

Stk. pris pr. plakat, uanset størrelse: kr. 60,-
Samlet pris alle 9 stk.: kr. 300,-

Mål:
Plakat I-IIX: A3
Plakat IX: 60x80 cm

 

Henrik Enstrøm har skrevet forklaringer til plakaterne, som I kan se under teksten:

Jorden

Lysende natskyer (IX) er ganske tynde skyer af iskrystaller, der dannes ca. 80 km oppe i Jordens atmosfære. De lyser ikke – de ser bare lysende ud mod den mørke nattehimmel. På grund af den store højde kan Solens lys falde på dem, selv når det er mørkt på Jordens overflade, hvor Jannick står klar med sit kamera. Om dagen drukner de i dagslys.

 

Solsystemet

Jordens nærmeste nabolag er Solsystemet. Otte planeter kredser omkring Solen, én af dem er Jorden. Omkring Jorden kredser Månen (I) i en afstand på ca. 385000 km. De fleste af de andre planeter har også måner kredsende omkring sig. Den største af planeterne er Jupiter, den har i skrivende stund 67 kendte måner.

Jupiter er en gasplanet, den består hovedsageligt af hydrogen og helium (I, II og IX). Muligvis har den en lille kerne af sten. Den Store Røde Plet, som ses på alle tre billeder, er et stormvejr, som har raset i al den tid, vi har haft kikkerter til at observere det. På Jannicks billede (I) ser man også skyggen af én af Jupiters måner. Fredag den 20. marts falder vores månes skygge på Jordens overflade. Det ser vi som en solformørkelse.

Lyset fra Jupiter er mellem 33 og 54 minutter om at nå Jorden alt efter, hvor de to planeter befinder sig i deres baner om Solen. Fordi vi ser Jupiter med varierende forsinkelse, ser dens måner ud til at bevæge sig uregelmæssigt i deres baner omkring planeten. Den uregelmæssighed brugte Ole Rømer i 1676 til at påvise lysets ‘tøven’ – altså at lyset ikke udbreder sig uendeligt hurtigt.

Saturn (I og II) er Solsystemets næststørste planet, den består ligeledes af gas. Galileo Galilei beskrev den som en planet med ører, da han som den første nogensinde så Saturn i et teleskop. Vi har bedre teleskoper end Galilei, derfor kan vi se, at ‘ørerne’ er et system af ganske tynde ringe omkring planeten. Et spektakulært syn i et mellemstort til stort teleskop.

Mars og Venus (I og II) er klippeplaneter lige som Jorden. Venus er tættere på Solen, end vi er, derfor kan vi af og til se den passere direkte mellem Solen og os, så vi ser den som en lille sort prik i silhuet mod solskiven. Det skete den 6. juni 2012 (II). Et par måneder før passagen stod den klart lysende på aftenhimlen, hvor den var belyst skråt bagfra af Solen (II). Sådan står den også i det kommende forår, men der bliver ikke nogen passage af solskiven til sommer – den rammer ved siden af. Næste gang bliver om mere end 100 år, i december 2117.

Planeterne er i forhold til deres afstand bittesmå. Der skal et teleskop med stor forstørrelse til, hvis man vil se detaljer på deres overflade. Der skal være ro i atmosfæren der, hvor man står og fotograferer. Jens’ Jupiter-billede er et mesterværk.

 

De unge stjerner

Der er langt ud til stjernerne. Afstanden til Solens nærmeste nabostjerne er ca. 4 lysår. Lyset derfra er altså 4 år undervejs, før det når os. Lyset rejser fra Månen til Jorden på kun ca. 1¼ sekund. Solens lys er 8 minutter og 20 sekunder om at nå hertil.

Stjernerne dannes, når store gasskyer kollapser under deres egen vægt; sådan blev også vores egen stjerne Solen dannet for ca. 4,5 milliarder år siden.

Oriontågen (Messier 42) er sådan en gassky (III). Den befinder sig i stjernebilledet Orion, lidt under de tre stjerner på række, som kaldes Orions Bælte. Her dannes til stadighed nye stjerner, og da afstanden derud er beskeden (1340 lysår), er M42 et sted, hvor astronomerne kan studere stjerner i baby- og fosterstadiet på relativt nært hold. Det røde lys fra tågen stammer hovedsagelig fra ioniseret hydrogen, der fluorescerer på grund af røntgen- og uv-stråling fra stjernerne inde i tågen. Den blå støvsky (Sharpless 279) øverst til venstre er kendt som Den Løbende Mand på grund af formen på den mørke skygge. Det blå lys skyldes hovedsagelig ikke fluorescens. Det er stjernelys, der reflekteres fra støvpartikler i skyen.

Lidt nordøst for Oriontågen finder man Hestehovedtågen (Barnard 33) (V). Hestehovedtågen er en mørk støvsky, som vi ser i silhuet, fordi den tilfældigvis befinder sig foran den rødt lysende tåge IC 434. Afstanden er ca. 1500 lysår. Den klare stjerne til venstre for hestehovedet er Alnitak, den østligste af de tre stjerner i Orions bælte. Umiddelbart under Alnitak står Flammetågen (NGC 2024).

NGC 2264 (VI) er en stjernehob indhyllet i gas og støv. Stjernehoben kan ligne et juletræ, så den går under navnet Juletræhoben. Over juletræet ses en mørk støvsky, som kaldes Kegletågen.

Plejaderne (Messier 45), også kendt som Syvstjernen, er en stjernehob, der ret nemt kan ses med det ubevæbnede øje (VII). Den befinder sig i stjernebilledet Tyren, og den indeholder noget mere end syv stjerner. Plejaderne er omgivet af støv, der lyses op af stjernelyset.

 

De gamle stjerner

Stjerner er store atomkraftværker. De får deres energi fra processer, hvor små atomkerner smelter sammen og bliver til større atomkerner. Brændslet er hydrogen i det meste af stjernens levetid, senere også andre grundstoffer. Er stjernen stor nok, så ender den sit liv med en gigantisk eksplosion, når brændslet slipper op. Det kaldes en supernova. De ydre dele af stjernen slynges ud i universet i et inferno af lys, mens kernen bliver tilbage som en lille og ekstremt kompakt stjerne, der lyser videre på eftervarmen – hvis den da ikke er så tung, så den bliver til et sort hul.

Krabbetågen (Messier 1) (IX) er resterne af en supernovaeksplosion, der blev observeret af bl.a. kinesiske astronomer i år 1054. Den var i nogle uger så lysstærk, så den kunne ses i fuldt dagslys. Trods det er der ingen kilder, der tyder på, at Europas lærde så den. Hvor mon de har haft deres opmærksomhed?

Inde i midten af tågen ligger kernen af den eksploderede stjerne. Den består hovedsageligt af tæt pakkede neutroner. Strålingen fra den centrale stjerne får tågen til at fluorescere i blå og røde nuancer, mens den lidt efter lidt spredes for alle vinde i det interstellare rum. Det diffuse blå lys i midten af tågen skyldes ikke fluorescens, men synkrotronstråling, der opstår, når ladede partikler fra stjernen bevæger sig ud gennem stjernens magnetfelt. Afstanden er ca. 6500 lysår.

Slørtågen i stjernebilledet Svanen er resterne af en anden stjerne, der endte sit liv som en supernova. NGC 6960 er den vestlige del af Slørtågen (VIII). Afstanden er ca. 1500 lysår. Lyset fra supernovaen nåede Jorden for mere end 5000 år siden. Der er ingen historiske kilder, der beskriver det.

 

Galakserne

Andromedagalaksen (Messier 31) er Mælkevejsgalaksens nærmeste større nabo (IX). Den befinder sig ca. 2,5 millioner lysår herfra. Det lys, vi ser fra M31, manglede kun et par promille af sin rejse hertil, da pyramiderne i Egypten blev bygget. Alle de enkeltstjerner, vi ser på billederne, tilhører Mælkevejsgalaksen. De er højst få tusinde lysår herfra. Galaksen i den fjerne baggrund består af ca. 1000 milliarder stjerner, som slet ikke kan skelnes fra hinanden med amatørudstyr. Med professionelt udstyr kan man opløse individuelle stjerner, og faktisk var det sådan, Edwin Hubble i 1920’erne bestemte afstanden til de nærmeste galakser, herunder M31. Mon der mellem de 1000 milliarder stjerner sidder nogen og betragter Mælkevejsgalaksen lige nu?

På plakaten (IX) ses et nærbillede af M31. Nedenunder ser man M31 i selskab med komet C/2011 L4 (PanSTARRS). Kometer hører til Solsystemet. Komet PanSTARRS befandt sig mindre end en lys-time fra os, da jeg tog billedet.

Messier 51 (Hvirvelgalaksen) er egentlig to vekselvirkende galakser (IX). De er ca. 25 millioner lysår herfra. Over mellemrummet mellem de to galakser ser man en lille blålig klat. Det er galaksen IC 4278, som befinder sig ca. 230 millioner lysår fra Kolding. Det lys, der dumpede ned i Jannicks kamera, har mavet sig vej gennem universet, siden de tidligste prototype-dinosaurer vraltede rundt her på Jorden. Hvordan ser naturhistoriens vingesus ud? Måske som denne lille tågede klat.

 

Henrik Enstrøm, AAF

 

Plakat I:

Jannick Petersson

 

Plakat II:

Jens Jacobsen

 

Plakat III:

Orion Nebula

 

Plakat V:

Flame and Horesehead Nebula

 

Plakat VI:

Cone Nebula

 

Plakat VII:

Plejades

 

Plakat IIX:

Vejl Nebula

 

Plakat IX:

Plakat 60x80 1(2)