Den første kurve viser Solens deklination i grader mod ugenummeret. Denne kurve er ikke spor mystisk, idet Jorden bevæger sig rundt om Solen med nord-syd aksen pegende konstant i én retning (set over et kortere tidsrum kan vi se bort fra præcessionen). Da aksen og dermed ækvator hælder 23½º i forhold til ekliptikaplanet, vil Solen ændre deklination mellem -23½º (ved vintersolhverv) til 23½º (sommersolhverv). Deklinationen er 0º ved forårs- og efterårsjævndøgn.

Den næste kurve er nok sværere at forstå. Vi siger altid, at Solen står højest på himlen (kulminerer) kl. 12, men det passer ikke !!! Det er sådan, at Jorden ikke bevæger sig om Solen med konstant hastighed (Keplers 2. lov). Jorden bevæger sig hurtigst om vinteren (faktisk omkring 4. januar, se afsnittet om Aphel og perihel) og langsommest om sommeren (omkring 4. juli). Samtidigt med at banen er ellipseformet og ikke en cirkel, gør det, at døgnets længde varierer gennem året Til dagligt bruger vi et middelsoldøgn på 24 timer præcist, men bemærk at der er tale om en middelværdi !! Dette er set i forhold til Solen. Set i forhold til fjerntliggende stjerner vil døgnet vare ca. 23 timer og 56 minutter konstant, og benyttes denne tid (stjernetid), ja, så vil Solen kulminere på samme klokkeslæt hver dag. Og så passer de 24 timer endda ikke, så engang imellem justeres på sekund-niveau, men det er der ikke mange, som bemærker (kun skudår bemærkes, hvor vi taler om året i stedet for døgnet). En anden konsekvens er, at når dagens længde begynder at stige (fra vintersolhverv d. 21.-22. december), ja, så er Solen allerede begyndt at gå senere ned fra omkring d. 14. dec., mens den først står tidligere op fra omkring nytår. Har I aldrig tænkt på det ? Vi siger, at dagene bliver længere, og alligevel står Solen senere op helt hen til nytår ! Igen er årsagen, at vi bruger middelværdier for døgnets længde. Regner vi i stjernetid i stedet for soltid, så begynder dagene at blive længere fra vintersolhverv, og med lige store ændringer om morgenen og om aftenen (symmetrisk).

Den sidste kurve viser den såkaldte analemna. Her er deklinationen afsat mod klokkeslættet for kulminationen (i soltid). Går man ud og fotograferer Solen på himlen hver dag på et bestemt klokkeslæt (igen i soltid), så får man denne skæve 8-talsform. Afhængig af den breddegrad, som man befinder sig på, vil den hælde forskelligt. Om sommeren har vi den lille løkke, for her bevæger Jorden sig langsomt om Solen, så den når derfor ikke at flytte sig så langt på et døgn.

Den 4. juli er Jorden i aphel, dvs. den længste afstand fra Solen, og den 4. januar er den i perihel, dvs. tættest på Solen. Hvis du ikke kender begreberne aphel og perihel, kan du læse videre, for her kommer lidt om Jordens bane omkring Solen:

Jorden (blå) bevæger sig i en ellipseformet bane med Solen i det ene brændpunkt (gul) og intet i det andet brændpunkt (sort). For den ellipseformede bane gælder, at summen af afstandene fra Jorden til de 2 brændpunkter er konstant, uanset hvor Jorden befinder sig i sin bane. Hvor linien gennem brændpunkterne skærer ellipsen, ligger aphel og perihel med aphel længst væk fra Solen og perihel tættest på Solen.

Årsagen til at vi her i landet har sommer, når Jorden er længst væk fra den varmegivende Sol, er Jordens hældning, som gør, at vi modtager lysenergien ikke blot i længere tid i døgnet men også mere lodret ind (større tæthed af energi pr. areal).

Tegningen ovenfor er noget fortegnet. Jordens afstand til Solen i hhv. aphel og perihel er hhv. 152,1 og 147,1 mill. km.  Gennemsnitsafstanden er altså 149,6 mill. km., hvilket er definitionen på en astronomisk enhed (au i engelsk-sprogede artikler). Der er altså kun 5 mill. km. mellem de 2 brændpunkter, hvilket kan sammenlignes med afstanden mellem Solen og Merkur, som er 57 mill. km. Selvom 5 mill. km. er langt at cykle, så ligger brændpunkterne altså meget tæt på hinanden set i forhold til afstanden mellem aphel og perihel, hvilket betyder, at banen næsten er en cirkel.

Hvor tæt ellipsen er på cirklen udtrykkes ved baneekcentriciteten, som er forholdet mellem afstanden mellem brændpunkterne og afstanden mellem aphel og perihel. For Jordens vedkommende er værdien 0,0167. Er baneekcentriciteten 0, så er afstanden mellem brændpunkterne 0, dvs. vi har en cirkel. Så jo tættere på 0, desto mere cirkulær.

Merkur har en baneekcentricitet på 0,205, mens Venus' er 0,007. Kometer har meget store baneekcentriciteter, f.eks. 0,967 for Halley og 0.995086 for Hale-Bopp. Kometer med baneekcentriciteter på eller større end 1 vil aldrig vende tilbage men forsvinde ud af Solsystmet. Så Hale-Bopp vil vende tilbage (omkring år 4380) efter sit besøg i 1997 (passerede perihel d. 1. april 1997).

 

 

By Space.com

Galakser samles i hobe under indbyrdes påvirkning af gravitationskrafterne.


Mælkevejen tilhører den lokale Hob, som består af 46 galakser, hvoraf kun Andromeda-galaksen og Mælkevejen er spiralgalakser. Alle øvrige er dværggalakser, nogle er direkte følgegalakser til de 2 store.


Hubble's lov siger noget om, at jo længere væk en galakse befinder sig fra os, desto hurtigere fjerner den sig. Befinder man sig i en galakse, synes alle andre at fjerne sig fra én. Dette gælder dog kun for fjerne galakser, idet medlemmerne af samme lokale hob påvirker hindanden. Rent faktisk bevæger Andromeda-galaksen og Mælkevejen sig mod hinanden. Den lokale Hob er en forholdsvis lille hob - oftest så blot kaldet en gruppe. Virgo-hoben i stjernebilledet Jomfruen består derimod af flere tusinde galakser.

Vores lokale gruppe har en diameter på anslået 3 millioner lysår !

Galaksehobene er igen indbyrdes forbundet i galaksesuperhobe. Vi tilhører Virgo-superhoben, som strækker sig over anslået 200 millioner lysår.

Se Stjernehobe og Galaksehobe.

Se Aphel/Apogæum.

Stjerner, som befinder sig indenfor et begrænset område, og som bevæger sig i samme retning og med samme hastighed, udgør en hob. De er dannet i samme periode og af samme interstellare sky. Dette betyder, at stjernerne har samme kemiske opbygning, selvom forskelle kan forekomme på grund af variationer i sammensætningen af den interstellare sky, som de er dannet fra. Man skelner mellem 2 typer stjernehobe: Åbne hobe og kuglehobe.

Åbne hobe:
Stjernerne i en åben hob er forholdsvis unge, og der foregår typisk stadig dannelse af nye stjerner, da hoben befinder sig sammen med den interstellare sky, som stjernerne dannes fra. De åbne hobe befinder sig i galaksens plan, så de ligesom Solen bevæger sig rundt om Mælkevejens centrum. De åbne hobe mister hele tiden nogle af deres medlemmer, da de kan frigøres på grund af tiltrækningskrafter fra stjerner udenfor hoben. Men da der jo samtidigt dannes nye stjerner, ser vi en aldersmæssig spredning i åbne hobe. Til sidst bliver de åbne hobe dog opløst, dette sker over nogle 100 millioner år (enkelte synes at blive op til 1 milliard år). Der er registreret ca. 1.100 åbne hobe  i Mælkevejen, men de formodes kun at udgøre ca. 5% af det samlede antal. Der er også fundet åbne hobe i de magellanske skyer (følgegalakser til Mælkevejen).

Nogle eksempler på åbne hobe: Plejaderne (M45). Stjernerne er unge blå-hvide stjerner, og man ser tydeligt den interstellare sky, som stjernerne dannes af.



Herover ses Trapez-skyen i Orion-tågen. I infrarødt lys (til højre) afsløres stjernerne i en tæt åben hob under dannelse. (Foto: NASA)


Sidste eksempel på en åben hob er Praesepe (M44 - bistadet), som befinder sig ca. 577 lysår herfra. Hobens alder anslås til ca. 600 millioner år, hvilket er en forholdsvis høj alder, og man finder da også alle typer stjerner fra røde kæmper til hvide dværge. Praesepe befinder sig i stjernebilledet Krebsen.

Hyaderne (Tyrens hoved) er også en åben hob, ligesom der er teorier om, at flere af stjernerne i Karlsvognen udgør en åben hob, som blot er svær at erkende, da stjernerne er så forholdsvis tæt på os. Men disse stjerner synes at bevæge sig i samme retning og med samme hastighed. Når man regner på disse faktorer, kan man finde ud af, hvordan Karlsvognen så ud for 100.000 år siden, og hvordan den vil se ud om 100.000 år. Formen vil ændres markant, men nogle af stjernerne vil stå på samme måde i forhold til hinanden.


Kuglehobe:
I modsætning til stjernerne i de åbne hobe, så er medlemmerne af kuglehobe meget gamle stjerner. Kuglehobene befinder sig udenfor galaksens plan i det område, som vi kalder halo'en. Dette område er et kugleformet område, hvor selve galakseplanet går igennem centrum. Efter stjernedannelsen er resterne af den interstellare sky, som stjernerne er dannet af, blevet frastødt, så der ikke længere kan dannes nye stjerner. Men på grund af placeringen i halo'en, så bliver medlemmer af hoben heller ikke trukket væk af andre stjerner. Det betyder, at en kuglehob er en meget stabil konstruktion, som kan eksistere i milliarder af år. Kuglehobe går først til grunde, når medlemmerne er udslukket. Stjernerne i en kuglehob er også indbyrdes tættere bundet end i en åben hob, hvorfor kuglehobe netop antager en kugleform. Desuden rummer de typisk mange flere stjerner.

Eksempler på kuglehobe:



Herkules-hoben (M13), fotograferet af Johannes Jensen. Hoben befinder sig - som navnet antyder - i stjernebilledet Herkules. Her blev den opdaget af Edmond Halley i 1714 og katalogiseret af Messier 50 år efter. Herkules-hoben befinder sig godt 25.000 lysår væk, og den har en diameter på ca. 145 lysår. Den kan lige anes med det blotte øje på en mørk himmel, men bare en almindelig håndkikkert gør det muligt at nyde synet.

Johannes' billede er taget med, fordi det er et rigtig godt billede taget med det udstyr, som amatørastronomer har til rådighed. Så det er ikke for at drille Johannes (næsten da), at vi lige snupper et andet billede af Herkules-hoben taget med lidt andet udstyr og under andre betingelser. Nedenstående billede er taget af Hubble rumteleskopet: